Foreningens vedtægter

Foreningens formål

§ 1. Foreningens formål er at være et mødested i København byggende på Grundtvigs tanker om folkeoplysning og højskole. Endvidere gennem historiske, kulturelle og aktuelle møder og arrangementer, foredrag og debat at styrke en oplysning og et fællesskab, som har rod i den danske folkehøjskoles tradition. Foreningen tilbyder folkeoplysende voksenundervisning.
Foreningens hjemsted er i Københavns Kommune.

Medlemmerne

§ 2. Som medlem optages enhver, som kan tilslutte sig foreningens formål.

§ 3. Ind- og udmeldelse sker ved henvendelse til foreningens kontor eller til bestyrelsen. Udmeldelse regnes fra den 1. januar eller 1. juli.

§ 4. Bestyrelsen kan udelukke et medlem af foreningen. Udelukkelsen træder i kraft straks. Den pågældende kan, inden 14 dage, ved skriftlig henvendelse til bestyrelsen kræve sagen behandlet på en ekstraordinær generalforsamling.

Generalforsamlingen

§ 5. Generalforsamlingen har den øverste myndighed i alle foreningens anliggender.

§ 6. Ordinær generalforsamling afholdes i løbet af marts måned. Indkaldelse sker skriftligt med mindst 14 dages varsel indeholdende dagsorden, revideret regnskab og forslag til budget.

Stk. 2. Forslag fra medlemmerne skal være bestyrelsen i hænde senest den 1. februar og vedlægges indkaldelsen til generalforsamlingen.

Stk. 3. Dagsorden skal mindst indeholde:

  1. Valg af dirigent
  2. Bestyrelsens beretning
  3. Beretning fra kredsene
  4. Regnskab
  5. Budget og fastsættelse af kontingent
  6. Indkomne forslag
  7. Valg af formand
  8. Valg af bestyrelse
  9. Valg af suppleanter
  10. Valg af revisorer
  11. Valg revisorsuppleant
  12. Eventuelt

§ 7. Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen ønsker det, eller når mindst femogtyve medlemmer med skriftlig motivering har fremsat krav herom. Senest en måned herefter skal den ekstraordinære generalforsamling afholdes med mindst fjorten dages varsel. På en ekstraordinær generalforsamling kan beslutninger kun vedtages, hvis ¾ af de fremmødte stemmer for.

§ 8. Alle beslutninger på generalforsamlinger træffes med almindelig stemmeflerhed, dog med undtagelse af de i §§ 7, 10, 16 og 17 nævnte tilfælde. Alle afstemninger sker ved håndsoprækning, medmindre mindst 5 medlemmer fremsætter krav om skriftlig afstemning eller dirigenten bestemmer dette. I tilfælde af, at der er opstillet flere kandidater, end der er på valg, foretages skriftlg afstemning. De kandidater, der opnår flest stemmer, er valgt.

§ 9. Stemmeret på generalforsamlingen har kun de medlemmer, der ikke er i kontingentrestance og har været medlem senest 1. januar forud for generalforsamlingsmåneden.

§ 10. Ændring af lovene, samt køb, salg og pantsætning af fast ejendom kan kun ske, når forslag herom har været optaget på dagsordenen og kun med ¾ stemmeflerhed. Ændring af § 1 kan kun ske ved skriftlig afstemning og med 5/6 stemmeflerhed.

Bestyrelsen

§ 11. Foreningens bestyrelse består af en formand og 8 bestyrelsesmedlemmer samt en suppleant. Desuden af en deltagerrepræsentant for den folkeoplysende voksenundervisning samt en suppleant. Formanden, som vælges særskilt, bestyrelsesmedlemmerne og suppleanten vælges på generalforsamlingen for et år ad gangen. Hvis et medlem udtræder af bestyrelsen i valgperioden, indtræder suppleanten, som fungerer valgperioden ud. Suppleanterne kan deltage i bestyrelsesmøder uden stemmeret.

Stk. 2. Deltagerrepræsentanten for voksenundervisningen og en suppleant vælges ved et valgmøde for alle deltagere i voksenundervisningen én gang årligt, senest med udgangen af februar måned. Stemmeret har alle deltagere i den voksenundervisning, som gennemføres med tilskud fra Københavns kommune.

§ 12. Bestyrelsen leder foreningens anliggender i overensstemmelse med dennes vedætgter. Bestyrelsen konstituerer sig og fastsætter selv sin forretningsorden. Bestyrelsen nedsætter de nødvendige udvalg, i hvilke bestyrelsen skal være repræsenteret. Bestyrelsen fastsætter de nærmere regler for udvalgenes kompetence. Bestyrelsen skal også være repræsenteret i selvstændige kredse, som er tilknyttet Københavns Højskoleforening.

Stk. 2. Foreningen forpligtes ved underskrift af tre af bestyrelsens medlemmer. Et af disse skal være formanden eller næstformanden, et andet kassereren. Dog kræves ved køb, afhændelse eller pantsætning af fast ejendom en generalforsamlingsbeslutning.

§ 13. To revisorer, der vælges på generalforsamlingen for et år ad gangen, reviderer og påtegner foreningens regnskab. Udover de to revisorer vælges på samme generalforsamling en revisorsuppleant.

Medlemskontingentet

§ 14. Foreningens regnskab går fra 1. januar til 31. december. Medlemskontingentet fastsættes på generalforsamlingen. Bestyrelsen kan helt eller delvis fritage for kontingent, når den skønner, at der er grund dertil.

§ 15. Kontingent betales forud for et halvt år ad gangen og senest den første onsdag i januar og juli. Ved foreningens møder skal medlemskortet forevises.

Stk. 2. Er et medlem i kontingentrestance i mere end 3 måneder fremsendes rykker. Betales kontingentet ikke snarest herefter kan medlemmet udelukkes fra foreningen. I så fald kan eventuel genindtræden først ske efter betaling af skyldigt kontingent.

Generalforsamlingen

§ 16. De i forbindelse med foreningens 100-årsdag skænkede midler kaldet ”jubilæumsgaven” består pr. 1/9 1982 af nom. Kr. 804.000,000 obligationer i Østifternes Kreditforening serie 16, 3. afd. 6½ %. Af disse midler må alene renterne anvendes til foreningens formål, medens kapitalen skal forblive urørt. Generalforsamlingen kan bestemme, at renter helt eller delvis skal henlægges til kapitalen. Bestyrelsen kan ombytte ovennævnte obligationer med andre tilsvarende kredit- og/eller statsobligationer.

Stk. 2. Forslag om anden anvendelse af jubilæumsgavens midler end her angivet kan kun gyldigt vedtages, når det sker på samme måde, som beslutninger træffes om foreningens ophør efter § 17.

§ 17. Beslutning om foreningens ophør får kun gyldighed, når forslag herom har været sat på dagsordenen på to på hinanden følgende generalforsamlinger med mindst en måneds mellemrum, og der på den første af disse har været mindst ¼ af foreningens medlemmer til stede, og forslaget på begge generalforsamlinger er vedtaget enslydende med 2/3 af de afgivne stemmer.

§ 18. I tilfælde af foreningens ophør tilfalder den eventuelle midler en fond byggende på tanker og ideer om folkeoplysning og højskole og støttende unges ophold på højskole.

De første love vedtoges ved foreningens stiftelse den 13. april 1878.
De sidste ændringer er vedtaget på generalforsamlingerne den 17. maj 1961, 20. maj 1964, 11. maj 1966, ekstraordinær generalforsamling den 20. april 1970 og generalforsamlingerne den 12. maj 1971, 14. maj 1975, 19. november 1980, 17. november 1982, 14. maj 1997, 14. november 2001 og den 20. marts 2013.

 

Kommende foredrag, koncerter og møder


Københavns Højskoleforening, Telefon 30 71 80 30